- og om det at bære maske

Fastelavns søndag havde vi en festlig gudstjeneste i kirken med udklædte børn – og voksne. For mit eget vedkommende havde jeg nemlig tilladt mig at male klovneansigt, for det var noget, jeg skulle bruge i min tale! Jeg tørrede dog masken af inden altergangen!

Til fastelavn klæder vi os ud og bærer maske. Men det hænder også, at vi bærer maske i dagligdagen. Vi gemmer vort sande jeg, siger vi, - bag en facade. Et smilende ansigt f.eks. kan således dække over en ulykkelig person, - som klovnen, der græder bag masken.

Piet Hein skriver:

Fra vi blev vænnet fra vores flaske,

har vi beskyttet os bag en maske.

Og for igen at ku kaste masken,

så må vi slå os igen på flasken.

Ordene er mere morsomme end efterfølgelsesværdige!

Fra min studietids togrejser til og fra København husker jeg et menneske, der helt konkret bar maske. I toget mødte jeg af og til en ung kvinde, der var malet kridhvid i ansigtet og havde spisepinde i sit hår. Det var den senere kendte forfatter Synnøve Søe, der, som hun senere har fortalt – forsøgte at ”gemme” sig selv bag denne maske. Men det, der skete, var, at hun tiltrak sig ekstra opmærksomhed! Det er i virkeligheden ligesom fænomenet rødmen: den, der rødmer, kunne krybe i et musehul, men farven gør, at personen bare bliver mere synlig for alle!

Er det forkert at vi bærer disse – ofte usynlig – masker?

Umiddelbart må vi sige ja! Langt hellere skal vi vise vores sande ansigt. Benny Andersen skriver i digtet Mørkets sang:

Træer kan vælte og riger forgå

kloder kan flække som ærter

en ting er drøj og går aldrig i stå

kærligheds magt over hjerter

mørket vil binde, men lyset gør fri

bred er den smalleste glæde

vis mig dit ansigt før alt er forbi

så er vi begge tilstede.

Benny Andersen taler her om kærligheden, der kan overvinde alt, kærligheden som den direkte og sande vej mellem to mennesker…

Kender man den anden og ved man sig værdsat og elsket af den anden – så tør man også blotte sig.

Udtrykket ”at bære maske” er almen kendt, - vi siger at vi tildækker os selv, giver indtryk af at være en anden end vi i virkeligheden er. I virkeligheden? Jamen, hvad eller hvem er vi da i virkeligheden? - Hvad er det, vi mener, vi er, inderst inde?

Egentlig kan man sige, at de masker, vi har, det er også det, vi er. - Karen Blixen skriver: Jeg vil kende dig på din maske. - Jo, for masken er dig.

Derfor: slippe fri af ”maskerne” kan vi faktisk lige så lidt, som vi kan slippe fri fra ”os selv”!